IBOP-test på Stutteri Stasevang
Dansk Frieser Forbund havde i weekenden 8-9. november 2003 arrangeret afholdelse af IBOP-test på Stutteri Stasevang.
I modsætning til den årlige kåring, hvor det drejer sig om hestens exteriør og bevægelse, så er denne test en egnethedsprøve. IBOP står for Instellings Bruikbaarheid Onderzoek Paarden (”Vedtaget egnethedstest for heste”), og det samme dressurprogram blev gennemredet både lørdag og søndag.
Faktisk blev der skrevet verdenshistorie i denne weekend, fordi det var første gang en IBOP-test blev afholdt udenfor Holland, og ydermere var det et forsøg, idet man altid afvikler de 2 rideprøver med 2 ugers mellemrum. Da dette er særdeles upraktisk og dobbelt så dyrt for tilstedeværelsen af de Hollandske dommere, når man taler om udlandet, var det for FPS en prøve på at afvikle denne test på 2 dage.

- Monica Rasmussen og dommerne H.R.Smit og D.J.Zwanenburg skrev verdenshistorie i denne weekend...
Vi er derfor glade for, at budskabet, som dommerne kunne bringe med hjem, var en særdeles positiv bekræftelse på, at det sagtens kan lade sig gøre. Det som hesten eventuelt måtte mangle, kan man alligevel ikke nå at ride op på 2 uger. Formentlig vil man derfor nu søge gennemført den ændring generelt, så alle IBOP-tester afholdes over 2 på hinanden følgende dage.
Der blev givet point (max. 10,0) for skridt, trav, galop, holdning, overgange og egnethed, hvor de 5 første karakterer tæller dobbelt. For det samlede pointtal gives et certifikat til ejerne efter følgende skala:
0 – 65 Intet
66-72 C certifikat
73-80 B certifikat
81-87 A certifikat
>= 88 AA certifikat
For at en hoppe kan indstilles til Model, skal den have 77 point eller derover.
For at hopper, som ikke er blevet Ster, kan gøre sig håb om at en IBOP-test kan påvirke et senere forsøg, skal der opnås mindst 6,7 i skridt og trav. Dette alene er dog ingen garanti, idet afgørelsen ligger hos de enkelte dommere på selve kåringsdagen.
Dommerne var som helhed meget tilfredse med kvaliteten af heste der blev fremstillet, og den var som gennemsnit højere end de var vant til i Holland, og her skal det samtidigt nævnes, at man der normalt regner med 7-8 ugers forberedelse som et minimum, så weekendens resultater må siges at være meget tilfredsstillende.
Vi var dog nogle stykker, som ikke helt forstod afgørelsen omkring et par hopper, men en samtale med dommerne efterfølgende gav forklaringen. Der lægges meget vægt på hoppens egnethed som avlshoppe, dvs. det man gerne ser en hoppe giver videre til de næste generationer, og her tillægges de arvelige faktorer som skridt og trav megen vægt.
Generelt kan siges, at dommerne H.R.Smit og D.J.Zwanenburg var meget meddelsomme og behjælpelige i alle sammenhænge, og det var af stor betydning for både ryttere og ejere, at der blev givet en grundig forklaring efter hver prøve.
Det vil ikke være nogen overdrivelse at sige, at alle parter synes det var en meget vellykket weekend, og det gælder både Monica Rasmussen, der som medlem af DFF’s bestyrelse har lagt et stort arbejde i dette arrangement, men også ryttere, ejere, dommere og os fra Stutteri Stasevang.







